Ovnhusvej 6, Føns, 5580 Nørre Aaby

Stråtækt idyl ved Føns Strand

Få hundrede meter fra Føns Strand toner denne unikke perle fra 1883 frem i landskabet. Huset ligger som det sidste på vejen, omkranset af bølgende marker og en lille sø, og ikke at glemme i gåafstand til vandet! Ligesom beliggenheden skuffer huset heller ikke - I kan glæde jer til ren stråtækt idyl med masser af charme og landlig stemning inde såvel som ude.

Indenfor kan der sættes kryds ved de tre b'er. Bondestil, bjælker og brændeovn! Husets indretning er enormt hyggelig, og den originale charme skinner stadig igennem i alle rum. Dette er flot forenet med løbende moderniseringer, som er foretaget med henblik på at bevare boligens helt unikke atmosfære.

Der er flere skønne opholdsrum, hvor familielivet kan få lov at udfolde sig. Selvom huset er en ældre dame, er planløsningen tilpasset, så den matcher børnefamiliens behov til fulde. Her venter jer et nydeligt køkkenalrum, hvor der er mulighed for at kombinere madlavning med aktiviteter som lektielæsning osv. Køkken og spiseplads smeltes sammen af en brændeovn, der giver en fantastisk atmosfære i rummet. Efterfulgt af alrummet finder I to lyse stuer, der er indrettet yderst hyggeligt og med direkte udgang til de smukke udearealer fra begge rum.

Den ene stue fordeler til boligens tre værelser. Det største, som er oplagt til forældresoveværelse, er indrettet med skabsvæg og som ekstra luksus - eget badeværelse. I finder endnu et badeværelse i husets anden afdeling, hvor der også er bryggers/fyrrum.

I baghaven kan I slå jer ned på den sydvestvendte solterrasse, der ligger idyllisk placeret mellem farverige blomsterbede, flotte træer og græsplæne. Gårdspladsen tilbyder ligeledes mulighed for at nyde en solrig stund på den lille terrasse og desuden plads til at parkere bilen i carporten.

Det tager ca. 8 minutter at køre til Nørre Aaby, hvor I finder alt fra skole og dagtilbud til indkøbsmuligheder. Der er desuden blot et kvarters kørsel til Middelfart, mens Odense kan nås på 40 minutter. Føns har en meget aktiv beboerforening, som er med til at lave alle mulige forskellige arrangementer for både børne og voksne.

Kom og oplev den landlige idyl på egen hånd! Kontakt Færch Bolig for en fremvisning.